
Har virksomheden afdelinger flere steder i landet, koordinerer VUC undervisningen.
Det betyder, at dine medarbejderne altid bliver undervist ud fra samme koncept.
Fleksibelt kompetenceløft af medarbejdere ved Arealdrift i Lyngby-Taarbæk Kommune
Medarbejderne ved Arealdrift i Lyngby-Taarbæk Kommune styrker deres læse- og skrivefærdigheder i samarbejde med VUC Business Partner. Det giver både dygtigere ansatte, bedre opgaveløsning og større arbejdsglæde.
En gruppe af medarbejderne ved Arealdrift i Lyngby-Taarbæk Kommune skifter fra tid til anden køretøjer og maskiner med pen og papir, når de sætter sig på skolebænken på VUC Lyngby i forbindelse med det tilbud om kompetenceløft, som deres arbejdsgiver udbyder i samarbejde med VUC Business Partner.
”Set fra min stol, så er det godt givet ud at tilbyde vores medarbejdere en opkvalificering som den VUC Business Partner tilbyder. Selv om mange af vores medarbejdere ikke sidder på en kontorstol i det daglige, så er der alligevel stigende krav om færdigheder, der inkluderer, at man er god til at læse og skrive,” understreger Kjeld Jensen, tilsynsførende hos Lyngby-Taarbæk Kommune.
Styrker læse- og skrivefærdigheder
Anne Kjær Hansen er lærer ved VUC Lyngby, og hun underviser en gruppe af medarbejdere fra Arealdrift, Lyngby-Taarbæk Kommune i skrive- og læsefærdigheder.
”Det er vigtigt, at kursisterne på mit hold øver sig i at skrive deres egne tekster og læse andres. Det forøger deres ordforråd og gør dem bedre til at sætte ordene sammen til sætninger. Når man formulerer sig på skrift, træner man helt automatisk også grammatik, for eksempel ordklasser og forskel på nutid og datid,” forklarer Anne Kjær Hansen.
Hun tilføjer, at kursisterne også læser tekster af varierende sværhedsgrad og inden for forskellige genrer, så de møder så mange forskellige typer af tekster som muligt.
”For nylig har vi arbejdet med madopskrifter, og det har vi haft meget sjov med, fordi det er noget, som alle kan identificere sig med og typisk også har praktisk erfaring med. Da vi rundede forløbet af, havde alle fået ti nye opskrifter i arbejdsmappen, som de kunne tage med hjem og prøve af i køkkenet,” siger Anne Kjær Hansen.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Kan bruge viden i hverdagen
En af dem, der slider med sætningskonstruktioner og grammatik, er Olivier, som er født og opvokset i Frankrig, men i dag bor i Danmark med sin familie og arbejder som gartner ved en kirkegård.
”Undervisningen her på VUC Lyngby er et super tilbud for mig. Jeg er rigtig glad for at få hjælp til at blive bedre til at skrive. Selv om jeg har boet i Danmark i flere år og taler sproget fint, så er det en helt anden ting at skulle formulere sig på skrift,” pointerer Oliver.
Han kan godt lide, at undervisningen både er struktureret med et klart mål for øje, men også varierer i brugen af øvelser og arbejdsformer.
”Det er dejligt, at vi veksler mellem dialog med læreren og opgaver, som skal løses både individuelt og i grupper. Det giver god mulighed for at spørge og få hjælp, hvis man har brug for det,” siger Oliver, som tilføjer: ”Jeg kan godt lide at være tilbage på skolebænken. Det kræver koncentration, og indimellem er man lidt træt i hovedet, når man kommer hjem efter en hel dag med nye udfordringer. Men det er det hele værd, for man kan bruge alt det, vi lærer her, når man kommer tilbage på arbejdet.”
(Artiklen fortsætter under videoen)
Bedre opgaveløsning
Kjeld Jensen oplever generelt tilfredshed med tilbuddet om kompetenceløft blandt medarbejderne ved Arealdrift, Lyngby-Taarbæk Kommune:
”Vores medarbejdere er meget glade for, at de har mulighed for at dygtiggøre sig i forbindelse med deres job. Det betyder, at de kan bringe deres nye færdigheder i anvendelse lige med det samme. De udtrykker også stor tilfredshed med forløbet, undervisningen og lærerne, selvom det selvfølgelig kræver noget at komme tilbage på skolebænken.”
Opkvalificering af medarbejdernes læse- og skrivefærdigheder har ifølge Kjeld Jensen også en positiv indflydelse på opgaveløsningen som helhed, fordi medarbejderne bliver mere velfungerende i jobbet.
Det giver i sidste ende en større arbejdsglæde til gavn for alle.
Undervisningen tilpasset den enkelte
Forud for samarbejdet mellem Arealdrift, Lyngby-Taarbæk Kommune og VUC Business Partner havde arealdriftschef Søren Mariegaard og Kjeld Jensen en afklarende dialog med Lars Lysdahl, der er salgs- og udviklingschef ved VUC Business Partner.
”Vi kom godt omkring vores konkrete medarbejdergruppe og de undervisningstilbud, som VUC Business Partner tilbyder. Det gav os et fint overblik i forhold til hvem af vores medarbejdere, der skulle på hvilke hold, så den enkelte bliver mødt med de udfordringer og krav, som passer til dem,” forklarer Kjeld Jensen.
Medarbejderne ved Arealdrift, Lyngby-Taarbæk Kommune er også blevet tilbudt screening i matematik og for eventuel ordblindhed, så dem, der har brug for hjælpemidler i den forbindelse, kan få den nødvendige støtte.
Fleksibilitet og økonomisk støtte
Det har stor betydning for Arealdrift, Lyngby-Taarbæk Kommune, at man kan søge både FVU-puljen under Børne- og Undervisningsministeriet og Den Kommunale Kompetencefond til afvikling af samarbejdsprojekter omkring kompetenceløft af medarbejdere.
”Med økonomisk støtte i ryggen kan vi tage folk ud af arbejdsstyrken og erstatte dem med andre i den periode, hvor de er på skolebænken,” siger Kjeld Jensen.
Han roser den samarbejdsvilje og fleksibilitet, som han møder i samarbejdet med Lars Lysdahl fra VUC Business Partner omkring planlægningen af undervisningsforløb.
”Det er væsentligt, når man skal indgå et samarbejde af denne type, fordi vi stadig har en lang række af opgaver, der skal løses i det daglige. Så tingene skal helst gå op i en højere enhed” afslutter Kjeld Jensen.
VUC Business Partner er et samarbejde mellem VUC Lyngby, HF & VUC Nordsjælland og HF og VUC Roskilde. Sammen dækker vi 21 kommuner på Sjælland.
Vi har mange års erfaring med uddannelsesrådgivning og kompetenceløft i virksomheder og offentlige institutioner.
- Vi skræddersyr kurser til jeres virksomhed og institution
- Undervisningen kan foregå hos jer, VUC Business Partner eller online
- Tidspunkterne tilrettelægges, så programmet passer bedst ind i jeres travle dagligdag
- Vores tilbud er ofte gratis for jeres virksomhed, og vi hjælper gerne med at søge tilskud og det administrative

